|
08.03.2004
Virksomheder har sygedagpenge til gode
Dansk Handel & Service har vundet en principiel sag ved Vestre Landsret. Dommen betyder, at kommunerne ikke automatisk kan kræve udgiften til sygedagpenge betalt af virksomheden, hvis en medarbejder har været ude for en arbejdsulykke. Kommunerne skal først undersøge, om virksomheden er erstatningsansvarlig. Er virksomheden ikke ansvarlig, kan kommunen ikke kræve sygedagpengeudgiften dækket.
Det betyder, at virksomhederne nu står i en situation, hvor de kan have penge til gode hos kommunerne i sygedagpengesager i forbindelse med arbejdsulykker.
Hvis virksomheden har dækket udgiften til sygedagpenge i en sag, hvor den ikke havde et erstatningsansvar, er der nu gode muligheder for at få refunderet pengene. Derfor opfordrer vi vores medlemmer til at undersøge, om de har udbetalt sygedagpenge til kommunerne i sådanne sager og kontakte Dansk Handel & Service, hvis det er tilfældet.
For yderligere information kontakt advokat Dorte Thyrring på e-mail : dt@lr-p.dk |