|
10.02.2005
Købmands frigørelse af samarbejdsaftale
En købmand var part i en kædeaftale og en samarbejdsaftale med en kædeorganisation. Købmanden opsagde kædeaftalen retmæssigt til ophør med udgangen af 2002, men opsagde ikke samarbejdsaftalen med tilsvarende opsigelsesbestemmelser. Organisationen ville nu ikke anerkende, at begge aftaler var opsagt til samtidigt ophør. Ved bedømmelsen af, om det var urimeligt eller i strid med redelig handlemåde, at organisationen fastholdt, at opsigelse af samarbejdsaftalen først kunne ske 1 år senere end kædeaftalen, lagde Vestre Landsret vægt på, at der ikke var oplyst omstændigheder, som godtgjorde, at det var af væsentlig betydning for organisationen at fastholde samarbejdsaftalens opsigelsesvarsel over for købmandens økonomiske interesse i at komme ud af samarbejdsaftalen samtidig med kædeaftalen. Landsretten mente derfor, at købmanden burde frigøres for samarbejdsaftalen samtidig med kædeaftalens ophør, jf. aftalelovens § 36.
Kommentar: Det er ofte således, at et samarbejde baserer sig på et aftalekompleks, og ikke blot en enkelt aftale. Ved opsigelse er det således særdeles væsentligt at være opmærksom på opsigelsen af hele aftalekomplekset og ikke kun enkelte dele heraf, også uanset udfaldet af ovennævnte sag, idet man ikke på forhånd blot kan gå ud fra, at tilsvarende sager fremover vil falde ud til samme resultat, da konkrete momenter altid vil gøre sig gældende i sådanne sager.
Såfremt der ønskes yderligere oplysninger om sagen og opsigelser og ophør af aftaler generelt, kan advokat Morten Rüdevald kontaktes på mr@lr-p.dk. |
Til oversigten |