Send e-mail
Privatkunder
Erhvervskunder
Ejendomsadministration
Inkassoafdelingen
Advokater
Medarbejdere
Nyhedsbrev
Nyheder
Vi er medlem af brancheforeningen Danske Advokater

Nyheder

10.10.2006

Ny arvelovsbetænkning er fremsat

Hovedsynspunktet er en styrkelse af ægtefællens arveretlige stilling, idet ægtefællen skal have en styrket stilling i forhold til børnene. Ægtefællens arv foreslås derfor forhøjet fra 1/3 til halvdelen af den afdøde ægtefælles ejendom. Desuden er der forslag om, at ægtefællen fremover får ret til at få op til 500.000 kr., mens de nuværende regler giver ret til 200.000. Til gengæld vil forsikringssummer mv., som kommer til udbetaling til ægtefællen som følge af dødsfaldet, for fremtiden skulle medregnes ved beregningen. Arvelovsbetænkningen lægger desuden op til en begrænsning af livsarvingernes (børns og børnebørns) ret til tvangsarv, dvs. den arv, som ikke kan fratages børnene ved testamente, foreslås nedsat fra halvdelen til en fjerdedel af den arv, som børnene arver efter arvelovens almindelige regler. Samtidig foreslås det, at det ved testamente skal være muligt at begrænse tvangsarven til hver livsarving til 1 mio. kr.

Et andet nyskabende synspunkt i betænkningen er, at der foreslås arveret for nogle grupper af ugifte samlevende. Efter de nugældende regler har ugifte samlevende ikke arveret efter hinanden og de er derfor henvist til at oprette testamente. I lyset af de nuværende familieforhold, hvor mange lever sammen papirløst og også får børn uden at være gift, er det efter udvalgets opfattelse ikke en tilfredsstillende retstilstand. Udvalget foreslår derfor, at der indføres regler om mindstearveret i visse faste samlivsforhold. Efter udvalgets lovudkast skal en person, der har boet sammen med afdøde de sidste 2 år før dødsfaldet, og som sammen med afdøde har eller venter et barn, arve en fjerdedel af boet, dog højst 500.000 kr. Reglen kan fraviges ved testamente. Endvidere foreslås det, at skifteretten undtagelsesvist kan bestemme, at en samlever, der har levet i et ægteskabslignende forhold med afdøde, skal arve, hvis særlige hensyn taler for det. Dette kan dog udelukkes ved testamente.

Endelig foreslås det, at ugifte samlevende ved testamente skal have mulighed for at bestemme, at de skal arve hinanden og arves, som om de var ægtefæller (udvidet samlevertestamente). For gyldigt at oprette et sådant testamente skal parterne opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab (eller registreret partnerskab) med hinanden. De skal endvidere leve sammen på fælles bopæl og have eller vente et fælles barn, eller have levet sammen i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst advokat Mette Hyldgaard mh@lr-p.dk eller advokatfuldmægtig Trine Poulsen på trp@lr-p.dk

Til oversigten

web: easynet