|
18.01.2007
Omdannelse af personligt ejet virksomhed til selskab - udlejningsejendomme - tilbudspligt:
Nedenstående er vel som sådan ikke en nyhed, men vi har imidlertid på det seneste set eksempler på en manglende opmærksomhed overfor konsekvenserne af reglerne om tilbudspligt i lejeloven i forbindelse med skattefri omdannelse af en personligt ejet virksomhed indeholdende en eller flere udlejningsejendomme til et selskab, hvorfor vi vil gøre opmærksom på følgende:
Ved omdannelse af en personligt ejet virksomhed til et selskab efter reglerne i Lov om skattefri virksomhedsomdannelse er det væsentligt samtidig at være opmærksom på reglerne for tilbudspligt i lejelovens §§ 100 - 105.
Tilbudspligten medfører, at lejerne i en udlejningsejendom i visse tilfælde forudgående skal tilbydes ejendommen til andelsboligformål ved overdragelse fra nuværende ejer til en potentiel ny ejer på samme vilkår, som er betinget aftalt mellem nuværende ejer og den potentielle ny ejer. Ved rene boligejendomme finder reglen anvendelse ved 6 boliglejemål eller flere, og ved blandede lejemål (erhverv og bolig i samme ejendom) ved 13 boliglejemål eller flere.
En skattefri virksomhedsomdannelse er i den forbindelse udelukkende en omdannelse i en skatteretlig og selskabsretlig henseende. Civilretligt er der derimod tale om en overgang af rettigheder og forpligtelser mellem den personligt ejede virksomhed og det nydannede selskab helt på linie med andre overgange af sådanne rettigheder. En skattefri virksomhedsomdannelse er således også at betragte som en overdragelse af en udlejningsejendom i medfør af reglerne om tilbudspligt.
Det medfører altså samtidig, at procedurerne for udbud af ejendommen til lejerne efter reglerne om tilbudspligt skal overholdes, såfremt ejendommen er omfattet af disse regler.
For yderligere oplysninger, er du velkommen til at advokat Morten Rüdevald på enten 79 25 30 00 eller mr@lr-p.dk
|