Send e-mail
Privatkunder
Erhvervskunder
Ejendomsadministration
Inkassoafdelingen
Advokater
Direktør
Medarbejdere
Nyhedsbrev
Nyheder
Vi er medlem af brancheforeningen Danske Advokater

Nyheder

05.10.2007

FORÆLDREANSVARSLOVEN

Den 1. oktober 2007 trådte forældreansvarsloven i kraft.

Hovedsynspunktet i loven er at forældrene har et fælles ansvar for deres barn – uanset om samlivet mellem dem er ophævet.

Forældremyndighed

Fra den 1. januar 2007 har alle sager vedrørende uenighed om forældremyndighed skullet starte i de nye statsforvaltninger (de tidligere statsamter). Formålet er at der skabes bedre rammer for, at forældrene indgår aftaler, så det undgås, at myndighederne skal træffe en afgørelse. Dette vil give forældrene bedre samarbejdsmuligheder i det lange løb og dermed bedre vilkår for barnet. Desuden vil der under statsforvaltningernes behandling af disse sager skulle lægges yderligere vægt på konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning.

Såfremt forældrene ikke kan blive enige i statsforvaltningen kan forældrene bede om, at statsforvaltningen sender sagen til retten. Det vil så blive en dommer, der bestemmer, hvad der skal ske med forældremyndigheden. Med den nye lov er det blevet muligt for domstolene at dømme forældrene til fælles forældremyndighed – det er endog blevet udgangspunktet, således at retten kun vil skulle ophæve den fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde taler for det.

Forældre, der ikke har haft eller har mistet forældremyndigheden før lovændringen trådte i kraft den 1. oktober 2007, har med den nye lov fået mulighed for at rejse en sag for at få del i forældremyndigheden. Disse forældre vil kunne søge om at få den fulde forældremyndighed eller ansøge om, at der etableres fælles forældremyndighed.

Hvis forældrene allerede har fælles forældremyndighed har den nye lov umiddelbart ingen betydning for dem. Hvis en af forældrene på et tidspunkt ønsker at få forældremyndigheden alene og den anden ønsker at bevare den fælles forældremyndighed, skal sagen startes ved statsforvaltningen. Hvis forældrene ikke når til enighed der, sendes sagen videre til domstolen.

Barnets bopæl

Forældre med fælles forældremyndighed kan altid selv aftale, hos hvem af dem, barnet skal bo. Såfremt forældrene ikke kan blive enige om, hos hvem af dem, barnet skal bo, kan de rette henvendelse til statsforvaltningen, som vil indkalde forældrene til et møde i statsforvaltningen. Kun hvis forældrene ikke kan blive enige i statsforvaltningen kan forældrene bede om, at statsforvaltningen sender sagen til retten. Det er så en dommer, der bestemmer, hos hvem af forældrene barnet skal have bopæl.

Det forventes, at det fortsat vil være således, at barnet som hidtil bor hos den ene forælder, og har fast samvær med den anden, men med den nye lov bliver det muligt for både statsforvaltningen og domstolene at fastsætte en deleordning. Det kræver dog, at ordningen kan fungere rent praktisk for barnet, og det forudsætter normalt, at forældrene bor i nærheden af hinanden, og at barnets dagligdag ikke påvirkes væsentligt af, om det opholder sig hos den ene eller den anden forælder. Der vil altid skulle træffes en konkret og individuel afgørelse af, hvad der er bedst for barnet.

Flytning af barnet

Den nye lov foreskriver desuden, at en forælder, der flytter, 6 uger inden flytningen skal give den anden forælder besked om flytningen. Dette gælder uanset, om der er fælles forældremyndighed eller ej. Hensigten er, at den forælder, der ikke flytter, får lejlighed til at bringe spørgsmål vedrørende barnets fremtidige bopæl, forældremyndigheden over barnet eller hensigtsmæssigheden af en eksisterende samværsordning op i statsforvaltningen.

Barnets perspektiv

Alle børn skal fremover inddrages i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, så deres perspektiv belyses. Dette vil typisk ske gennem samtaler eller børnesagkyndige undersøgelser. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.

Igangværende sager

Igangværende sager der var under behandling, da loven trådte i kraft skal behandles efter de nye regler. Er sagen således indgivet til statsforvaltningen, men endnu ikke færdigbehandlet, vil sagen skulle færdigbehandles efter de nye regler, uanset om parterne bliver enige i statsforvaltningen, eller om sagen må afgøres af retten.

Såfremt du har spørgsmål til den nye forældreansvarslov, er du altid velkommen til at kontakte vores familieretsafdeling.

Afdelingen består af advokat Mette Hyldgaard, mh@lr-p.dk, advokat Jytte Smidstrup, js@lr-p.dk og advokatfuldmægtig Trine Poulsen, trp@lr-p.dk

Til oversigten

web: easynet