|
10.08.2004
Registreringen af domænenavnene kronprinsfrederik.dk, prinsessemary.dk, prinshen-rik.dk, prinsjoachim.dk, prinsessealexandra.dk og prinsfelix.dk
Kongehuset var klager i denne sag, der verserede for Klagenævnet for domænenavne (Klagenævnet for Domænenavnes afgørelse af 24. maj 2004 i sagerne nr. 429-434), vedrørende de seks ovennævnte domænenavne, som en privatperson havde registreret. Indklagede angav, at han agtede at benytte de omstridte domænenavne til en "royal hjemmeside". Klagenævnet udtalte, at de omstridte domænenavne ikke er identiske med de berørte medlemmer af Kongehusets officielle titler og navne, men at de afspejler de navne, hvorunder disse er almindeligt kendte her i landet. Klagenævnet fandt, at der er en væsentlig offentlig interesse i at beskytte disse kendetegn, og en uberettiget registrering og brug heraf som domænenavne vil derfor være i strid med den offentlige orden. Der er på grund af identifikationen med Kongehusets medlemmer endvidere tale om en krænkelse af personnavneloven eller principperne i denne bestemmelse. Klagenævnet fandt, at den pågældende bestemmelse må antages at beskytte imod, at uvedkommende gør brug af entydige personidentifikationer som de i sagen omhandlende med den virkning, at andre vil sætte det brugte navn i forbindelse med vedkommende person. Klagenævnet fandt, at det sidste klart synes at have været tilsigtet i den foreliggende sag. Registreringen var på dette grundlag i strid med almindelige retsgrundsætninger og principperne i personnavneloven. Klagenævnet tog derfor Kongehusets påstande om overførelse af registreringerne til følge. Afgørelsen er naturligvis også medtaget i dette nyhedsbrev som et aktuelt kuriosum, men afgørelsen siger også noget om rækkevidden af beskyttelsen af person navne og navne, hvorunder en eller flere personer må være "kendt" i offentligheden.
Nærmere oplysninger om Klagenævnets praksis kan fås ved henvendelse til advokat Morten Rüdevald, evt. via mail: mr@lr-p.dk.
|
Til oversigten |