Send e-mail
Privatkunder
Erhvervskunder
Ejendomsadministration
Inkassoafdelingen
Advokater
Medarbejdere
Nyhedsbrev
Nyheder
Vi er medlem af brancheforeningen Danske Advokater

Nyheder

09.05.2008

Den nye forældelseslovs betydning i entrepriseretten/byggeretten

Den 1. januar 2008 trådte en ny forældelseslov i kraft, der får stor betydning for byggeriets parter.

Den nye lov medfører en forældelsesfrist for synlige mangler på 3 år, der regnes fra det tidspunkt, hvor bygherren har eller burde have opdaget manglen samt en absolut forældelsesfrist på 10 år for skjulte mangler.

Herudover medfører loven en ændring af bl.a købelovens regler om reklamation over byggematerialer, ligesom loven får betydning ifht. den særlige bestemmelse i AB 92/ABT 93 om 5 årig reklamationsret.  

1. Reklamation og forældelse ved køb af byggematerialer:

Med den nye forældelseslov ophæves den 5-årige forældelsesfrist i Købeloven § 54 og § 83 for byggematerialer. Dette betyder, at forældelsesfristen udvides fra 5 til 10 år.

Medmindre andet er aftalt, gælder der således et 10 årigt ansvar for skjulte mangler, og et 3 årigt ansvar for synlige mangler ved byggematerialer.

Såfremt AB 92 er aftalt gælder der et 5 årigt ansvar. Det er dog vigtigt at bemærke, at i forhold til forbrugere kan der ikke aftales en kortere frist end 10 år.

Dette kan føre til den uheldige klemme, at en entreprenør overfor forbrugeren hæfter i 10 år, men kun kan videresende en eventuelt mangelskrav fra forbrugeren til leverandøren i 5 år, og dermed kan komme til at bære hele udgiften, såfremt forbrugeren fx. reklamerer i år 6. 

2. Reklamation og forældelse for udført arbejde:

Såfremt AB 92/ABT 93 ikke er aftalt, fx. ved regningsarbejde, sker der en nedsættelse af forældelsesfristen fra 5 til 3 år for synlige mangler, ligesom den absolutte forældelsesfrist for skjulte mangler nedsættes fra 20 til 10 år. Fristen regnes fra byggeriets aflevering.

Det betyder, at såfremt en bygherre vil reklamere over en mangel ved det udførte arbejde, og bygherren opdager manglen i år 6 efter byggeriets aflevering, så skal bygherren reklamere over manglen inden år 9.

Det er dog vigtigt at bemærke, at såfremt AB 92/ABT 93 er aftalt, så gælder den 5 årige forældelsesfrist i AB 92/ABT 93 stadig.

Også her følger det af forældelsesloven, at lovens regler ikke kan fraviges til skade for en forbruger. Dette har bl.a. den betydning, at den 5-årige forældelsesfrist i AB 92/ABT 93 ikke fremover kan gøres gældende overfor en forbruger. Forældelsesfristen overfor en forbruger forlænges dermed reelt fra 5 år til 10.

Spørgsmål til den nye forældelseslov eller om entrepriseretlige forhold i øvrigt kan rettes til advokat Lars Brandt på lab@lr-p.dk eller tlf. 79 25 30 00. 

Til oversigten

web: easynet