|
09.10.2009
Ligeløn
Højesteret har for nylig afsagt en opsigtsvækkende dom, hvor en kvindelig medarbejder har fået tilkendt et løntilgodehavende på næsten 700.000 kr. og derudover forrentning af beløbet som følge af, at medarbejderen gennem en periode på 8 år havde fået mindre i løn end to mandlige kollegaer.
Den omhandlede medarbejder havde udført samme arbejde som to mandlige kollegaer, men havde fået mindre i løn end de mandlige kollegaer. Der var ingen umiddelbar uddannelsesmæssig forskel på de pågældende medarbejdere, og den kvindelige medarbejder havde længere anciennitet end de mandlige medarbejdere.
Dommen gik virksomheden i mod henset til, at virksomheden ikke kunne bevise, at lønuligheden ikke skyldes diskrimination af den kvindelige medarbejder og lagde i denne henseende vægt på, at der ikke var deciderede retningslinjer for principperne for lønfastsættelse i virksomheden.
Dommen er i Højesteret blevet ført af Teknisk Landsforbund for den kvindelige medarbejder og af Dansk Arbejdsgiverforeningen for virksomheden. Dommen illustrerer, at det, inden for de områder, hvor der gælder en såkaldt omvendt bevisbyrde, kan være særdeles vanskeligt for arbejdsgiver at løfte sin bevisbyrde.
Spørgsmål til den afsagte dom eller spørgsmål til ansættelsesret og arbejdsret i almindelighed kan rettes til advokat Michael Meldgaard på mme@lr-p.dk eller 7925 3000 |